Ledige stillinger

Vi har fundet to dygtige kandidater til vores to ledige stillinger og forventer derfor, at stillingerne er besat.

Skoleleder til Herborg Friskole

Lidt om os:
Vores afholdte skoleleder gennem de sidste 8 år, har valgt at søge nye udfordringer, og derfor søger vi en ny skoleleder til Herborg Friskole pr. 1. august 2022. Institutionen Herborg Friskole og Børnehuset Trekløveren opstod i 2008 efter at have været kommunal folkeskole i mange år. Skolen ligger i en lille landsby, omgivet af skøn natur. Vi har stor opbakning fra lokalsamfundet, og vi oplever, at der er et ejerskab til skolen, hvor frivillige kræfter hjælper til med praktiske opgaver.

Herborg Friskole har ca. 90 elever fra 0-8 klasse. Derudover har vi et børnehus, som indeholder vuggestue og børnehave med ca. 50 børn og SFO med ca. 38 børn.

Ledelsen og skolebestyrelsen har et meget tæt samarbejde, hvor fællesskab, trivsel og udvikling af det enkelte barn vægtes højt. Vi arbejder for at skabe livsduelige børn, der har mod på at lære og møde den verden, som vi er en del af. Det er vigtigt for os, at det enkelte barn lærer, at der er plads til forskelligheder på skolen, og at man bliver accepteret, for den man er. Vi ser vigtigheden i at møde barnet lige der, hvor det nu engang befinder sig.

Du vil indgå i et tæt samarbejde med børnehusets leder, som også fungerer som souschef på friskolen. Det har stor værdi for os, at samarbejdet på tværs af huset bliver prioriteret, da vi ønsker at der er en rød tråd fra vuggestue til overbygning.

Vi kan tilbyde:

  • Velfungerende skole og børnehus med god økonomi, engagerede ansatte og glade børn.
  • Et fælleshus som emmer af en rolig og varm atmosfære.
  • En skole og børnehus med et varmt og rummeligt arbejds- og læringsmiljø.
  • Mulighed for personlig udvikling (evt. lederuddannelse).
  • En engageret skolebestyrelse som vægter samarbejdet med ledelsen højt.
  • Et fælleshus med fokus på gode fysiske rammer, og som på nuværende tidspunkt er i gang med at bygge en naturskole.

Hvad søger vi:
Vi søger en leder, som brænder for at drive friskole, og som vil være med til at videreudvikle vores skole med fokus på høj faglighed, fællesskab og trivsel.
Du skal kunne se vigtigheden af og have lyst til at prioritere samarbejdet med vores leder af børnehuset/souschef, forældre, ansatte, lokalsamfund og bestyrelse højt. 

Du skal have et godt overblik, og kunne rumme at have mange bolde i luften på en gang.

Vi søger en skoleleder, som er bevidst omkring sine egne kompetencer, og som har en klar vision om, hvad man som leder kan bidrage med.

Din profil:

  • Du er uddannet lærer eller har anden relevant uddannelse.
  • Du skal kunne gå forrest og stå ved egne værdier og holdninger.
  • Du skal kunne evne at give ansvar til personalet og dermed uddelegere opgaver.
  • Du skal være en synlig og tilgængelig leder i forhold til børnegruppen, de ansatte i hele huset og forældrene.
  • Du skal være tillidsskabende, tydelig, motiverende og støttende i kommunikationen til personalegruppen.
  • Du har økonomisk indsigt og kan i samarbejde med bestyrelsen og leder af børnehuset/souschefen følge strategien for drift og økonomi.
  • Du skal have lyst til at være en del af undervisningen.

Kontaktoplysninger:
Hvis du er interesseret i at besøge skolen eller høre mere, er du meget velkommen til at kontakte Skolebestyrelsesformand Mette Andersen – 51249231.

Løn og ansættelsesvilkår i henhold til organisationsaftalen for Ledere ved frie grundskoler m.v. af 16. april 2019.

Ansøgningsfristen er mandag den 11. april 2022.
Samtaler afholdes uge 17.

Send din ansøgning, CV samt relevante bilag i en samlet pdf-fil til: mett296h(at)herborg-friskole.dk


Klasselærer (indskolingen)

Vi søger en dygtig klasselærer mere til vores indskolingsteam med ansættelse 1. august 2022. Stillingen på min. 80% – afhænger af hvilke fag, du kan undervise i.

Vi har planer for fremtiden. Vil du være med til at sætte dit præg på en velfungerende friskole i en rigtig god udvikling? Så er det måske dig, vi søger.

  • Brænder du for at være en del af et stærkt fællesskab
  • Foretrækker du en skoledag med god tid til dine elever og med frihed og tid til at forberede dig hvor og hvornår, du finder det bedst?
  • Er du ambitiøs på dine elevers vegne, og formår du på samme tid at være nærværende og se den enkelte elev?
  • Er du en kollegial medspiller med et stort engagement og et positivt og ligeværdigt menneskesyn?
  • Er du vild med at undervise livsglade børn, og forstår du at samarbejde konstruktivt med vores forældre om vores fælles opgave?

  • Du er uddannet lærer med særlig interesse for friskoletanken og indskolingen.
  • Du har linjefag i dansk og også gerne i matematik.
  • Du har gode undervisningskompetencer, er en god klasseleder og kan strukturere din undervisning, så den er let at følge.
  • Du får også indimellem skøre ideer, vi bare må afprøve, og du kan også acceptere og støtte op om, at nogle idéer ikke bliver til noget ’fordi det, vi plejer at gøre, fungerer godt’.
  • Har du kompetencer og interesseområder indenfor andre fag, hører vi gerne om det.

Herborg Friskoles elever dannes og uddannes med rigtig gode færdigheder og med mod på at gå videre i uddannelsessystemet. De fleste af vores elever fortsætter på efterskole og efterfølgende på en gymnasial ungdomsuddannelse. Vi står mål med folkeskolens fællesmål i alle fag. Vi har gode fysiske læringsmiljøer, et godt arbejdsmiljø, god forældreopbakning og trivslen hos vores elever er høj. Vi har en god normering i klasserne. Vi har indskrevet 15 elever i kommende 0. klasse og forventer at være 91 elever til skolestart 2022. Vi har egen vuggestue og børnehave i tilknytning til friskolen. Læs mere om vores friskole på vores hjemmeside. Kontakt skoleleder Maibritt Chemnitz for yderligere oplysninger eller ring og få en aftale om et besøg på friskolen. Vi ser frem til at høre fra dig.

Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og LC. 

Ansøgningen sendes til: Skoleleder Maibritt Chemnitz, Herborg Friskole, skoleleder@herborg-friskole.dk 

Ansøgningsfrist torsdag d. 5. maj 2022. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 19.

 ___________________

Herborg Friskole, Skolevej 40, 6920 Videbæk, tlf. 97171701, www.herborg-friskole.dk

KONTORTIDER

Friskolen og Børnehuset:
Mandag - torsdag kl. 8.00-12.00

CVR 30873068

© Copyright – All rights reserved.

Til top